Siden søndag har mit program stået på signaturdrikudvikling. Egentligt skulle jeg have øvet cappuccinorutine søndag, men Rasmus Seirup(min chef, ven, træner og assistent) og jeg blev enige om at fremskynde færdiggørelsen af min signaturdrik. Det var et rigtigt valg, da jeg har fået mere ro på siden den er faldet nogenlunde på plads. Meget i min præsentation afhænger af signaturdrikforberedelsen. Workflow, manuskript og timing bestemmes i høj grad af hvor meget tid jeg skal bruge på Signaturdrikken(og hvornår tiden bruges). Eksempelvis skal jeg forberede en sukkerlage på scenen. Den skal koge ind så lang tid som muligt, og det betyder at min introtale skal indeholde forklaring og kommentarer til den. Det er noget af et pusliespil:-) 
Well. Den største begivenhed i denne uge har været hjemhentningen af hr. Compak K10. Jeg var i Fredericia hos Søren Stiller Marussen(Dansk Barista Mester 2008) i aftes for at låne den. Respekt til ham for at låne mig hans kværn med til Atlanta! Jeg nåede også lige at få et espressoskud fra hans projekt, Growers Cup med på vejen 50% Kenya, 50% Honduras. Den var for frisk(ristet 4 dage siden), og det forstyrrede. Potientialet var dog ikke til at tage fejl af. Kenyaen skinnede klart igennem med en dyb krop og solbærsyrlighed. Honduras kaffe har jeg ikke smagt meget af, så jeg kunne ikke fornemme hvordan den biddrog til smagen. Der er bare en af mange uudforskede områder af kaffelandskabet, jeg glæder mig til at udforske:-)
Til Barista DM brugte jeg Mahlköniks k30 twin grinder. Det er en god grinder med grind on demand, men! Den sviner og klumper meget og derfor er den ikke topcool. Derfor skulle der en anden kværn til! Først ville jeg have fat i Mazzers Robur. Den har KÆMPE koniske knive, masser af ventilation og en meget præcis dosermekanisme. Jeg har aldrig prøvet den, men fået den anbefalet af dygtige baristaer. Det kunne dog ikke lade sig gøre at få fat i en, da kværnen aldrig er på lager fra fabrikken, og ventetiden på en ny er ubestemt….. Fabrikken har åbentbart et ry for ikke at være gode med deadlines. Ærgeligt når de laver så seriøse kværne. Derfor gik jeg på udkig efter en Compak K10. Den har også KÆMPE koniske knive, er nem at rengøre og laver et præcist drop fra doseren. Den var til gengæld ikke så svær at få fat på, da Søren Stiller var virkelig cool og meget hjælpsom. Stor tak til ham! Jeg glæder mig til at finde en consistent dosing hvor jeg får 18g i kurven hver gang.
- Mon det er første gang samme kværn er til to WBC’er i streg?
For at få Hr. Compak K10 til at fungerer i Atlanta skal der en lille anordning til der kaldes en Converter eller omformer. Den fik jeg også skaffet idag. Det er en tung, lille, dyr satan der laver 115 Volt om til 240 Volt. Jeg har haft mange forskellige planer for hvordan jeg skulle planlægge kværnproblemet. Først troede vi på kaffebaren at der skulle en specialbygget anordning til for at få kværnen til at virke i Atlanta. Det ville have betydet at jeg skulle have én kværn i Århus og én i Atlanta. Besværgligt og ikke optimalt! Det ser dog ud til at converteren ordner det for mig, og så kan den samme kværn følge mig hele vejen hvilket gør den sag meget enkel.
Som lovet er her et billede af espressoskummet Martin og jeg lavede. Billedet er af ringe kvalitet, men jeg håber i kan fornemme den blanke glatte overflade. Skummet minder mig om perfekt mikroskum på en cappuccino. Helt vildt lækker cremet mundføelse! Smagen er også cool, men afhænger selvfølgelig af bønnen, og brygningen af den.
Hvis i har et spørgsmål eller forslag til emner jeg kunne komme rundt omkring, så post endelig en comment herinde!
- Post en comment anyway:-)
/Morten
