Kaffelandskabet i Malmø

dsc02619Hej alle

For et par weekender siden tog jeg til Malmö for at holde lidt fri og sondere kaffeterrænet. De svenske kaffebarer var en overraskende god oplevelse, som jeg har lyst til at dele. Så hvis du overvejer at tage et smut over sundet og drikke kaffe, sørg da for at besøge disse tre charmerende kaffebarer.

Lilla Kafferosteriet (blog)

Te Och Kaffehuset

Solde Kaffebar

Der findes rigtig mange kaffebarer i Malmö, deriblandt to mellemstore kæder. Espresso House og Barista hedder de. Mest af alt minder de om Baresso herhjemme. Effektive, hurtige og populære. Sukker i store mængder og dårlig håndværk.

dsc02609

Min dag startede på The Coffee Collective, hvor jeg havde sat Linus Torsager i stævne for at udpege “whats hot and whats not” i Malmö. Jeg fik et håndskrevet omstændigt og præcist kort med mig derfra, og så gik turen over sundet.

Mit første visit var på kaffebaren Solde. Centralt placeret i indre by.

dsc02599

Det fede ved denne kaffebar er at de ikke er forbundet til et bestemt risteri, og derfor heller ikke er hængt op på nogen kontrakt om at købe bestemte mængder eller bestemte produkter fra et bestemt risteri. Det har visse fordele. Baristaerne har et lille udvalg af espressoblends de kan vælge imellem hver morgen. Dette udvalg bliver hele tiden skiftet ud, og da jeg var på besøg havde de ca. 15 forskellige blends liggende. Den espresso jeg fik var en blanding af 3 forskellige kaffer. lidt Vietnam Robusta, lidt Etiopisk Harrar og meget Guatamala. Jeg fik ikke de bestemte estates at vide af baristaen da jeg spurgte, men håndværket var iorden, så både espressoen og cappuccinoen jeg fik var rigtig gode! God stil på Solde!

dsc02598

Derefter gik turen til Te Och Kaffehuset. Det ligger kun 500 m. fra Solde, og umiddelbart lyder det heller ikke som en kaffebar. Navnet gav mig allermest assosiationer til Hans Og Grethe i Århus, og derfor havde jeg ikke de store forhåbninger til det visit. Jeg skulle blive positivt overrasket.

dsc02601

Da jeg kom indenfor var det første jeg bemærkede deres udstyr. Espressomaskinen er en Synesso. En maskine vi baristaer på Sigfreds Kaffebar har beundret længe. Det er et lækkert (og dyrt) stykke espressomaskine. Derudover havde Te Och Kaffehuset en Compak kværn stående. Faktisk magen til den jeg lånte af Søren Stiller Markussen da jeg tog til World Barista Championship i Atlanta tidligere på året. Det varmede mit hjerte, for jeg ved hvor god den kværn er for smagen af en espresso.

Jeg kan vist roligt sige at det var et positivt førstehåndskindtryk. Baristaen der stod bag disken var ca. 50 år gammel, og far til ejeren af Te Och Kaffehuset. Han kørte nogle ret lange og tynde skud, men ellers var alt iorden. Det bedste mælk jeg fik den dag, fik jeg af ham.

dsc02603

Derudover havde Te Och Kaffehuset et stort udvalg af kaffer fra mange forskellige risterier. De køber blandt andet kaffer af Copenhagen Roasters, som også er det risteri Sigfreds Kaffebar køber hoveddelen af sortimentet fra. Brandet hedder Estate Coffee. Nå, men bonusoplysninger til side:-)

dsc02606

Jeg fik en god kaffesnak med den gamle fyr og en af deres stamkunder samt nogle helbønner, en espresso og en cappuccino derinde. Alt i alt skide hyggeligt og høj kvalitet. Det eneste problem ved Te Och Kaffehuset er at deres kaffesortiment er for stort i forhold til hvad de sælger. Det opdagede jeg da jeg begyndte at kigge på ristedatoerne. Kafferne var næsten allesammen ristet 2-3 måneder forinden, og det går ikke med specialkaffer! Det bunder enten i for store indkøbspartier eller for bredt sortiment. I dette tilfælde gætter jeg på den sidste, da Te Och Kaffehuset har en meget bredt sortiment. Ellers kører de rigtig god stil!

dsc02614

Det sidste stop på Linus Törsäters kort var Lilla Kafferosteriet. Risteriet, som både er kaffebar og risteri ligger i en meget flot 1600talsbygning i centrum af Malmö. Her er gjort meget for at skabe en nostalgisk kaffestemning, med åbent risteri, kaffesække, diplomer og kaffebilleder på alle vægge. Jeg startede ud med at besøge kaffebaren og bestille en lille stempelkande med Rwanda. Denne dag var der tre forskellige kaffer på kortet til stempel, 4 andre brygget på Moccamaster filterbrygger og 3 forskellige espressoer. 2 SOE og 1 houseblend, som jeg desværre ikke kunne få at vide hvad bestod af. Rwandaen var en slem skuffelse, og var tydeligvis ikke frisk. Meget pardoksalt da jeg kunne se og høre risteren køre inde ved siden af.

dsc02620

Mit besøg på Lilla Kafferosteriet kunne have været en slem skuffelse, men sådan skulle det ikke gå. Ristemesteren og ejeren spurgte mig om jeg kunne lide kaffen, og jeg sagde selvfølgelig min ærlige mening om Rwandaen. Han tog det virkelig pænt og undskyldte med at den var sidste års høst og måske ikke helt frisk. Vi fik en lille hyggelig sludder, hvor jeg fremhævede alle de gode friskhøstede kenyakaffer jeg har smagt på det sidste. Squaremile, The Coffee Collective, Copenhagen Roasters har alle haft nyhøstede kenyaer de sidste par måneder. Efter denne kommentar blev jeg inviteret til spontan smagning af hans nye kenyaer. Han havde købt dem, men ikke modtaget bønnerne. Det vi smagte var ristninger på de samples han havde modtaget fra Dormans, som står for handlen af grønne bønner fra Kenya. Vi fik en lang god snak om kafferne, brasilien, baristakonkurrencer og kaffe i Malmö. Alt i alt en god oplevelse. Det var bare ærgerligt at jeg skulle om bag kulisserne for at smage god kaffe!!!

Da jeg gik ud fra Lilla Kafferosteriet var klokken ved at blive 17:00, og da jeg havde en lang togtur mod Århus ventende valgte jeg at stikke snuden hjemad. Tak Malmö. Tak for en god kaffetur:-)

About The Author

Morten

Other posts byMorten

Author's web sitehttp://kaffemortentilamerika.dk

31

08 2009

Your Comment

You must be logged in to post a comment.